Mads Pedersen
3 års krigen

Manden var MADS PEDERSEN, og han var født den 17. februar 1825 i Ølholm. Han var storebror til min tipoldefar Bertel Peder Pedersen som fik et Dannebrogskors - for sin deltagelse i slaget ved Helgoland på fregatten Jylland.

Hans forældre var gårdejer Peder Hansen og Valdborg Kathrine Madsdatter. Af en søskendeflok på 9, hvoraf en dreng og en pige døde som små, var Mads Pedersen den ældste af sønnerne.

Som 6-årig begyndte han at få skoleundervisning i skolen i Ølholm by, som imidlertid blev flyttet til Langskov året efter. Her havde han samme lærer, indtil han blev konfirmeret den 26. april 1840. Han begyndte at gå til konfirmationsforberedelse den 3. november 1839 hos pastor Ussing i Uldum.En måned senere døde Frederik den VI. Og da der i den anledning blev ringet med kirkeklokken flere timer om dagen, fik drengene lov til at ringe, når de kom ud fra præsten, hvilket var en stor oplevelse for dem.

Mads Pedersen deltog meget tidligt i landbrugsarbejdet, og fra hans 17. år til hans 21. år tjente han på samme sted i Ørum. 1846 solgte forældrene gården i Ølholm og købte en gård i Boring.

Et nyt og begivenhedsrigt afsnit i Mads Pedersens liv begyndte, da han den 16. oktober 1846 blev indskrevet til at møde den 30. maj 1847 som soldat på Sølvgades kaserne i Købennhavn.

Om soldatertiden og deltagelsen i krigen 1848-50 fortæller den nævnte beretning bl.a. følgende:

Den 30. maj 1847 svor vi til fanen, og næste dag begyndte skolen, som var færdig den 8. august. Min første vagt var ved hovedvagten, og min første post var ved prinsesse Julianes Palæ. Den 20. januar 1848 døde Kristian den VIII, og Frederik den VII udråbtes til konge. Da havde vi flere gange piketvagt, og to gange var vi kommanderet op at se kongen, først på parade og siden i kiste, hvad der for mig var meget rørende. Den 25. februar om aftenen blev kongen ført til Roskilde, og den aften stod vi i gevær til ud på natten.  Den 1. marts begyndte musikken igen, og den 27. marts var jeg på den sidste vagt i København.

Den 29. marts rejste vi fra København, 15 mand af hvert kompagni af 6. linie bataillon med 2. linie bataillon, der ikke var fuldtallig. Vi var med banen til Roskilde, marcherede derfra til Korsør og kom til Nyborg den 31. marts. Til Haderslev nåede vi frem den 1. april, til Håstrup den 3. april, og den 4. var vi ude at rekognoscere, hvor vi i Fjeldsted med tog en tysk sindet præst, degn og lægsmand. Den 8. april besatte vi Åbenrå, og den 9. april og den 23. april stod henholdsvis slaget ved Bov og Slesvig.

Den 27. april kom jeg med dampskibet fra Åbenrå til Sønderborg, hvor jeg kom til min gamle bataillon igen. I maj havde vi flere træfninger. Den 28. maj stod et slag ved Dybbøl Mølle, som var det hårdeste, jeg var med til. Der var 16 fjendtlige kanoner imod 6 af vore, som stod udækkede. Vi måtte trække 2 kanoner uden for skudvidde; de stod uden forspænding, da en krudtkasse var sprunget i luften. Artilleristerne var sårede og skudte, og det regnede med kugler og granater ned over os i mængde.

Den 5. juni måtte vi storme Dybbøl i forening med fodgarden og 2. jægerkor. Vi lå på Als og havde nogle rekognosceringer påSundeved til den 13. september, da havde vi revy for kongen på Ketting mark. Den 16. september kom vi med dampskib til Assens, hvor vilå til den 30. oktober, hvorefter vi rejste til Jylland. De to kompagnier kom til Ribe og to kompagnier til Varde, hvorfra jeg blev permitteret den 7. november.

Efter 3 måneders stilstand blev jeg igen indkaldt den 6. marts. Den 9. marts rejste vi fra Varde efter Kolding, hvor bataillonen skullesamles. Den 23. april rykkede vi om natten uf fra Viufgård og ud tilEjstrup, hvor vi straks kom i slag ved Vrannerup Hovgård. Her blevkaptajn Bohse straks hårdt såret, og kaptajn Bonniksen fra 3. kompagni blev skudt. Da vor premierløjnant desuden var syg, manglede vi officerer, og vi var nogle af 4. kompagni, der fulgte en flink løjnant, som vistnok fremhævede nogle af os. Vi måtte retirere for overmagten og havde næsten dagligfægtninger med dem.

Vi sloges bl.a. i Blåkær skov, Dons Mølle og ved Vejle, hvor vi næsten var omringede. Vi blev ved at rykke tilbage helt op over Mols til Helgenæs. Den 30. juni kom vi ombord på dampskibet ”Karoline Amalie” og kom i land ved Bogense. Den 4. juli rejste vi videreog kom om morgenen den 5. juli til Fredericia, som blev hårdt bombarderet næsten hele dagen. Om natten kl. 1 stillede vi til udrykning; der var strøet halm på gaden, og alt var blikstille. General Rye red foran fronten og talte til os: ”I dag må ingen vige”. Vi marcherede da ud til højre ved stranden, og vi måtte i hurtigt løb straks storme Trelde skansen, hvor vi to gange måtte tilbage. Så kom kaptajn Markussens batteri til at beskyde Blokhuset, og da vi 3. gang kom frem, måtte de overgive sig. 4 officerer og 200 mand kom da ud af skansen som fanger.

Vores bataillon havde et stort mandtab, deriblandt nogle af vore bedste officerer samt vor kære general. Som vi elskede så højt.Den 8. juli var vor bataillon til dødsparade, hvor 25 officerer blev båret i kister. Der blev holdt en smuk ligtale i kirken af feltpræst Bojesen og ved graven af feltpræst Hertel.

Derefter rejste vi til Fyn, hvor vi den 13. juli afleverede vor røde mundering og fik våbenfrakker. Den 16. juli havde vi revy for general Bylov på Melby mark, og den 19. juli rejste vi til Fredericia igen, og den 20. juli udbetalte vi en dags lønning til en mindestøtte for general Rye. Fra den dag af var der en slags våbenhvile, og vi skiftedes til at ligge i Fredericia og i Vissingbjerg sogn på Fyn til den 28. august, da vi havde rastdag.

Den 29. stillede hele bataillonen for oberstløjtnant Bengon i vagtparademæssig påklædning for at stemme om uddeling af hæderstegn,og vi enedes om at stemme på sårede. Dagen efter var vi på arbejde ved palisaderne i Fredericia, og den 5. september blev vi permitterede.

Jeg blev atter indkaldt den 18. maj 1850 og lå i Fredericia, indtil vi rejste i felten. Vi rejste fra Fredericia den 15. juli, og den 24. juli havde vi på en rekognoscering en bataille med tyskerne ved Solbro, men de trak sig tilbage. Den 25. kom vi atter frem og kunne sikkert have udrettet meget, blot vi havde fået lov at komme frem. Vi havde dem rigtig godt på fart ved Solbro, og vore batailloner ved 3. brigade havde ingen videre tab lidt og kunne sikkert have bidraget meget til en større sejr. Men da ordren kom, måtte vi tilbage. Vikom da til arméen ved Slesvig, og hele brigaden lå deromkring i nogle dage til først i august. Da indtog 7. bataillon Frederikstad, 4. reserve bataillon Tønning og 6. linie bataillon Husum, hvor vor kaptajn, grev Ahlefeldt Laurvig, blev kommandant.

Vi blev da ved at ligge der omkring, til der blev en slags våbenhvile. Jeg var en tid kommanderet over på øerne Nordstrand ogPelworm. Jeg kom til Husum igen, hvor jeg ofte var til dødsparade. Der blev ført mange sårede og døde civile tyskere og danskere fra Frederikstads bombardement.

Det værste, vi var udsat for i 1850, var vagterne ved dag og nat i den store mose ved Vinnert og Højdam, hvor vandet var opstemt, og vi gik flere gange om natten med støvlerne fulde af vand.Det var en mild vinter, og det frøs sjældent. Tyskerne sagde, Vorherre var dansksindet, for der var jo ikke is, som de kunne komme over til os på.

Den 28. januar 1851 blev der oplæst en proklamation og tak til os både fra kongen og vor divisionsgeneral Moltke. Den 3. februar rejste vi fra Vinnert til Husum, og den 5. sejlede vi fra Flensborg mod Korsør. Den 10. februar blev vi permitteret.

Mads Pedersen drog nu til sit hjem i Boring. Krigens oplevelser stod klart for ham til hans sidste leveår, og erindringerne om hans gamle soldaterkammerater var for ham de kæreste minder.

Han overtog sine forældres gamle gård i 1853 og giftede sig med Else Margrte Høj. Faderen og moderen blev på gården, til de døde henholdsvis 1874 og 1878. Der var 7 børn i ægteskabet.

Om Mads Pedersen kan for øvrigt siges, at han var en god kristen mand, og som eksempel herpå kan nævnes, at ved guldbrylluppet den 7. juni 1903 var hele familien til alters i Hvirring kirke. Guldbryllupsfesten blev holdt i to store telte med over 300 gæster, og der blev skænket store gaver fra hele kommunen samt lykønskning fra krigsminister Madsen.

Mads Pedersen beklædte en lang række tillidsposter. Han var således i 18 år medlem af Hvirring-Hornborg sogneråd, de 3 år som formand, 3 år i skolekommissionen, 12 år kommunerevisor, 3 år hegnsynsformand, 15 år jordboniteringsformand for Nim herred, 27 år i bestyrelsen for de fattiges kasse. Desuden var han i menighedsrådet samt kommunejord bonniteringsmand. Under krigen1864 gjorde han som næstformand i sognerådet et stort arbejde, som beboerne belønnede ham med en smuk erindringsgave.

Da hædersgaven i 1898 uddeltes til de gamle krigere, var det ham en stor skuffelse, at mange, der aldrig havde set en tysker, fik hædersgaven, mens mange, der havde været med fra første dag, blev afvist, fordi de ikke ligefrem trængte til hjælp.

Inden sin død den 11. december 1908 oplevede Mads Pedersen at modtage Dannebrogskorset i Viborg af kongens egen hånd, hvilket var ham en stor glæde.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.06 | 21:49

Sjovt at følge sporene fra sin mors slægt helt tilbage til gør 1668..., hold da op et stort arbejde du har udført, og som vi er mange der kan nyde glæde af, tak

...
06.06 | 19:54

Hvor er det en fantastisk opgave, du har arbejdet med...
Jeg er stor beundrer..😃

...
01.02 | 19:08

Hej Marianne
Nu er jeg kommet til egen matrikel, jeg kigger lige indenfor her.
VH. Birthe Trædholm

...
22.10 | 19:28

Hvor er det en festlig side du har lavet med smukke farver og indlæg. Det er en ren fornøjelse at sidde og læse dine info selvom jeg ikke kender dig.

...
Du kan lide denne side