Rejsedagbog
USA 2013

Fredag d. 19.04.2013 startede vi dagen kl. 03:00. Rejsen til Amerika var startet.

Vi kørte til Billund lufthavn, hvor vi skulle med fly til Amsterdam. Turen tog ca. 5 kvarter og derefter fik Jan sin sidste smøg i Holland. For nu skulle vi flyve i 11 timer for at nå til Los Angeles. Men det viste sig at ville tage længere tid inden den første smøg i USA. For kontrollen for at komme ind i Amerika er meget stor. Vi stod næsten 2 timer i kø inden vi kom frem til podiet, hvor vores pas blev kontrolleret, vores fingeraftryk taget og sågar et foto, vel at mærke uden briller? Endelig kunne vi få lov at tage vores kufferter og gå ud i ankomsthallen, hvor jeg straks fik øje på Kathy (Katherine Christensen) – desværre så jeg først det flotte store blå skilt med CHRISTENSEN på, efter et stort velkomstkram. Jan fik samme tur og nu skulle vi ud af bygningen, så Jan kunne få sin smøg. Det skulle siden vise sig at blive rigtig besværligt – det der rygen.

Udenfor stod vi og ventede på Robin (Roberta Christensen) og hendes datter Liz ( Elizabeth Faxas), da de havde problemer med at finde en parkeringsplads. De var så kede af, at de ikke havde nået at være med i modtagelsen inde i bygningen. Men nu var de her og Jan havde nået at ryge.

Vi startede vores køretur med Robin som chauffør gennem Los Angeles og det var ikke engang myldretid, hold fast alle de biler. McDonalds var på hvert et gadehjørne – eller næsten. Vi ankom til vores første destination: Et konditori med alt hvad hjertet kan begære. Vi skulle have en kop kaffe og lidt at spise inden vi skulle videre til Rancho Cucamonga, som er navnet på den by hvor Becky (Rebecca)og Lester Seligmann bor. Vi er inviteret til at bo i deres kæmpehus og dette ganske gratis, da vi er familie og fordi at jeg har fundet familien ved utallige timers research på nettet og i kirkebøgerne.

Efter kaffen kørte vi ud i trafikken igen. Hvor er det godt at Robin vil køre, jeg havde aldrig turdet bevæge mig ud i en 2 gange 7 sporet motorvej, hvor folk overhaler indenom og udenom som det passer dem. Men det er lovligt i LA. Ydersporet må du dog kun køre i, hvis der er 2 eller flere i bilen. Så meget lærte vi alligevel. Men ingen af os har kørt en meter i USA.

Endelig efter et par timers kørsel nåede vi til Rancho Cucamonga og frem til Becky og Lesters hus. Vi blev mødt i indkørslen og blev hjerteligt modtaget. Lester lignede dog ikke ham på billedet, men det havde sine årsager. Han er rigtig syg. Han havde samme dag været på hospitalet og havde fået drænet 8,5 liter væske fra sin lever. Men ellers havde han det godt – sagde han.

Vi blev guidet op af trappen og fik anvist vores ”lejlighed” – 2 store værelser med eget bad, køleskab, microovn og et fjernsyn så stort som et legehus. Vi fik kufferterne på plads og gik derefter nedenunder og vi fik en lille snak om vores flyvetur og sådan i det hele taget. Vi var fast besluttede på en tidlig tur under ”dynen”, som de så ikke har – overthere, men et lagen med et tæppe. Men ned at ligge det kom vi og det var dejligt, eftersom vores fredag den 19. april var 33 timer lang og ikke kun 24 timer som vanligt.

Lørdag morgen havde Becky lavet kaffe og vi skulle selv forsyne os med coffee cake, som viste sig at være sandkage, men det spiser de åbenbart om morgenen, men næste morgen spurgte vi dog efter ganske almindeligt brød med smør. Efter morgenkaffen tilbød vi at hjælpe med at gøre klar til festen samme eftermiddag. For Becky og Lester havde inviteret al familie fra LA som havde lyst til at møde os, til deres hus og de skulle hver især medbringe deres favoritret, så det var på sammenskudsbasis. Der mødte en 40 – 50 mennesker op og nogen var mere kendte end andre, da en hel del allerede var venner med mig på facebook. Men rigtig sjovt at mødes i den virkelige verden. Der blev spist, udvekslet billeder og gaver.

Vi havde hjemmefra forsynet os med små turistplatter fra Alumenia og hvert Christensen familiemedlem fik en og fik vist på vores medbragte Danmarkskort, hvor i landet platten var fra. Vi fortalte også om tilblivelsen af disse platter og virksomheden Alumenia som senere blev til den kgl. Porcelainsfabrik. Desuden havde vi mærket kortet hjemmefra med de steder familien stammede fra. D.v.s. hvor Jens Peter og Larsine var født og de 3 børn der nåede at blive født i Danmark før emigrationen til USA og inden deres ægteskab i Portland, Maine, USA. Det var en god fest og vi var stadig trætte dagen efter.

Søndag havde Becky sammen med Shelly arrangeret en tur på Jean Paul Getty museum. Becky kørte og det tog ca. 1,5 time at nå frem. Vi mødtes med Shelly, hendes mand og datteren Narissa. Fantastisk arkitektur og fine udstillinger med blandt andet Van Gogh og Monét. Der var også en udstilling med Japanske fotografier. Vi nåede dog kun 2 af de 4 ”højhuse”. Vi spiste frokost som Shellys mand insisterede på at betale.

Mandag var vi Disneyland. Kathy (Katherine Christensen) havde sunget i Walt Disney koret en hel sæson for at få fribilletter til os alle. Kathy er dog glad for at synge, men det er da en god måde at få billetterne på. Det var en lang dag og solen skinnede fantastisk. Dette kunne ses og især mærkes da vi kom hjem efter ca. 14 timer. Vi prøvede rigtig mange forskellige ting – men det der gjorde størst indtryk var nok, Small World – en sejltur gennem verdens lande, men figurer i fantastiske opsætninger og en glad melodi der blev spillet konstant – den glemmer vi vist aldrig. Vi var i Indiana Jones land – og fik en fantastisk tur i Jeep, så autentisk at man troede at man var med i filmen. Det var godt at vi havde sikkerhedsbælte på. Andre ture var også gode, men det havde nok været endnu sjovere, hvis vi havde haft egne børn eller børnebørn med. Jan gik dobbelt så langt som alle os andre tilsammen. Der er kun 2 steder i Disneyland hvor man må ryge – endnu.

Tirsdag tog vi en tur hjem til Dolores Christensen, som er mor til Becky (Rebecca), Kathy (Katherine), Robin (Roberta) og Christine. Dolores bor i Garden Grove i et mindre hus med 4 soveværelser. I huset bor også Kathy, Robin og Robins 4 af 5 børn. Børnene er Mark, Liz (Elizabeth), Paul og Mary. Det var dejligt bare at være på besøg og slappe af. Fortælle om vores danske familie og om hvordan jeg havde startet eftersøgningen af den amerikanske familie. Men der er ingen tvivl – nøj hvor de ligner Jan i den familie. Der er et eller andet med holdningen af skuldrene og måden de går på. Desuden er de der brune øjne der.

Onsdag skulle Becky på job. Men Lester overtog styringen af dagens udflugt. Vi kørte en tur op på Mt. Baldy. Helt op og så halvvejs ned igen. Her spiste vi frokost på en lille bjergrestaurant – det var rigtig hyggeligt. Flere lokale kom til og skulle høre om Danmark. Alle ved at Danmark er noget helt særligt.

Torsdag morgen meget tidligt kom Beckys datter Rachel og kørte os til lufthavnen. Vi skulle videre til Yankton. Vi fløj til Chicago og videre igen fra Chicago til Sioux Falls. Nu er det sådan at nogle gange møder man folk, som man mener at kende og ganske rigtigt. Men forklaring følger senere.

Vi landede i Sioux Falls og blev hentet af Ethel, Ray og Barbara. Ray er Ethels søn og Barbara er hans kone. Da vi ikke havde spist hele dagen stoppede vi et sted i byen ved et supermarked og gik i deres cafeteria for at spise. Altså de portioner man får serveret der i USA – vi kan godt forstå at man spørger efter doggiebags. Man kan simpelthen ikke spise op. Colaerne er også betydeligt større end her hjemme i Danmark.

Vi kørte videre til Yankton hvor vi skulle bo hos Ethel. Vi ankom og blev vist frem til vores værelse. Vi fik en god hyggesnak derefter sammen Ethel, Ray og Barbara.

Fredag spiste vi morgenmad sammen med Kenn (Ethels 2. søn/Rhondas far), Ruby (Kenns kone), Rubys bror og svigerinde, Ray, Barbara og Ethel på Yesterday. Velkommen tilbage til 50érne. Det var rigtig hyggeligt.

Vi kørte en tur på kirkegården og fandt Jens Peter og Larsines gravsted samt en del andre. Vi skulle senere på ugen være her igen og mødes med Debbie (Deborah) og Marlys. På vejen hjem så vi nogen af alle de huse som Ethels mand havde bygget eller hans firma havde bygget og fik lidt historie.

Fredag eftermiddag fik Ethel besøg – det var Dennis og Purley. Det var rigtig sjovt. For det var de to personer fra flyet på vores tur fra Chicago til Sioux Falls. De troede at vi ville komme fra Denver og så kunne det ikke være os. Og vi troede at de ville køre fra Broken Arrow.

Fredag aften havde Ethel inviteret hele familien fra nær og fjern, til middag på Pizza Ranch. Der kom også en 50-60 stykker. Det var en hyggelig aften og folk var glade for at se og møde os. Hver især præsenterede sig og fortalte hvem de var og hvor de hørte til i familien. Jan sagde oså på engelsk hvem han var og at jeg så ville fortælle resten. Som sagt så gjort.

Lørdag kørte vi med Diana (Ethels datter) til Chamberlain. Det er en tur på 3,5 time. På vejen stoppede vi og så Majspaladset – det var interessant. Selve bygningen blev hvert år udsmykket forskelligt – det var der selvfølgelig fotos af og det har vi også nu. Udstillinger med hvad du kan bruge majs til, også til andet end at spise. Dukker og fletværk.

Lidt senere lørdag ankom vi til Dianas hus. Wauw siger jeg bare. Lige oppe på bakken med udsigt ned over Missourifloden og byen Chamberlain. Et rigtigt fint hus som Dianas nu afdøde mand havde bygget. Det var så smukt indrettet og Diana er fantastisk til at lave arrangementer med natur ting. Men det arbejder hun nu også med i hverdagen. Virkeligt et dejligt hus. Diana lavede middagsmad som vi nød – dog er der lige det med Jello – det er ikke en dansk opfindelse.

Søndag skulle vi til Emillys konfirmation – Emilly er Dianas barnebarn. Dette foregik i en katolsk kirke. Altså hvor var det næsten for meget med de små brude med slør. Derefter reception sammen med 2 andre piger fra familien, sammeskudsgilde. Vi fik at vide at vi bare skulle komme 1 dollar i en kuvert – men vi puttede nu 10 dollar i, Emilly blev henrykt – og udbrød stor glæde da hun åbnede kuverten fra sin nye danske familie.

Efter receptionen kørte vi lidt rundt i byen og Diana viste os de huse, som de havde boet i. Vi var også forbi kirkegården hvor hendes mand ligger begravet.  Vi besøgte butikken som Diana arbejdede i, købte lidt souvenirs og hilste på hendes kollegaer. Derefter hjem og pakke så vi kunne køre hjem til Yankton igen. Turen tog vi uden at stoppe – Jan sov i bilen og havde ikke brug for rygepauser.

Mandag spiste vi morgenmad i cafeteriaet sammen med Diana, Ray, Barbara, Kenn og Ethel.  Senere tog vi til Kenns virksomhed, han er entrepenør som sin far var. Store maskiner og gravearbejde. Jan fik en siddetur på Keiths motorcykel og vi fik listet Ethel op på den også. Derefter så vi deres veteranbiler og vi fik hver især en køretur.

Senere samme dag skulle vi ud til Ray og Barbaras fiskehytte. Vi skulle spise der, for Kenn havde fanget 3 store Catfish. Vi kørte derud sammen med Kenn og Ruby, det var også kun lige for at snakke med deres nabo om hans danske aner fra 1700 tallet fra Horsens og så spise aftensmad, for Ruby var træt og ønskede kun at komme hjem i seng.

Tirsdag besøgte vi dæmningen og tilhørende ”museum” i Yankton. Vi fik bl.a. at vide, at der i Missourifloden er fisk så store, at de kunne sluge en hel mand. Ikke noget med at gå tæt på kanten mere efter denne melding.

Senere skulle vi mødes med Debbie (Deborah) og Marlys på Kentucky Fried Chicken i Yankton og spise frokost. Der efter fulgtes vi ud til Yankton kirkegård, hvor vi satte blomster i de danske farver. Det var ikke rigtige blomster, for de var ikke til at opdrive for penge, men vi havde fundet nogle kunstige/silkeagtige og de kan så holde det de kan – de skal heller ikke vandes.

Om aftenen skulle vi spise hos Kenn og Ruby – vi fik kalkun. Men straks skulle vi videre, for Ruby havde lavet en aftale med deres venner, et lægepar  i 70’erne, længere ude mod dæmningen. Ruby tog ikke med.

De ville så gerne møde os og de var danske. Men nej – de var ikke danske det var nordmænd, men rigtige hyggelige, som om de var rigtige danskere. Jeg fik set hendes gamle antikke tallerkener næsten inden jeg trådte ind af døren og Jan blev sammen med Kenn trukket ud i værkstedet for at se på gamle motorcykler.

Onsdag gav vi morgenmad i cafeteriaet og bagefter tog vi med Kenn hjem og så Ruby og hans hus – det nåede vi jo ikke i aftes. Derefter en tur til Nebraska modtagelsescenter for at kigge lidt.

Bagefter tog vi på et museum: Cramer-Kenyon Heritage Home.

Først på eftermiddagen kom Vertus og fik sat navne på nogle gamle fotos. Det blev lidt gætværk, men med fælles hjælp og der var lidt tekst bag på billederne og min database i Brothers Keeper, så tror jeg at det lykkedes meget godt.

Samme aften ville Vertus hente os og give middag på restauranten hvor hans søn var chefkok. Sikke nogle dejlige bøffer vi fik og en stor bagt kartoffel. Det var guf – bøffen kunne skæres med vores theske.

Torsdag morgen, meget tidligt blev vi hentet af Ruby som havde lovet at køre os til Sioux Falls – så vi kunne komme tilbage til Los Angeles. Der blev ikke talt meget. Mon ikke at det var fordi vi var ved at være helt mættede af indtryk og at vores døgnrytme igen skulle prøves af.

Vi fløj fra Sioux Falls til Denver og fra Denver til Los Angeles. Vi skulle så samles op af Robin, men hun havde fået oplyst at det var American airlines vi fløj med – men det var United. Så Jan tog en ryge gåtur en kilometers penge ud til den anden ende af lufthavnen, mens jeg passede på alle vores kufferter. Så blev Robin og Liz fundet og alt var godt igen.

Vi skulle finde et sted hvor vi kunne spise – vi havde ikke fået noget hele dagen. Robin satte GPS’en til og bladrede stederne igennem og fandt meget morsomt Jans restaurant i Beverly Hills – det var en oplevelse, da Jan betalte viste vi ekspedienten navnet på Jans Visakort og spurgte om vi måtte tage et billede. Hun syntes at det var så sjovt at vi var kommet helt fra Danmark, så hun hentede indehaveren og så blev der taget billeder. Derefter tog vi så Pretty Woman turen på Rodeo Dr., så de flotte butikker med smykker og tusindvis af diamanter og ædelstene – se det var rigtigt bling-bling.

Derefter op på bjerget så vi kunne se Hollywood skiltet – det var ikke nemt, for vi måtte kun komme op til observatoriet på grund af vandalisme, det er ikke længere lovligt at komme tæt på skiltet.

Så hjem til Robin i Dolores hus hvor vi skulle overnatte og fredag skulle vi så hjem.

Vi tog fra Los Angeles til Amsterdam, joggede rundt i 3 timer og så flyet fra Amsterdam til Billund. Chanétt hentede os og det har været en fantastisk tur overthere, men hold fast, hvor er det dejligt at være i Danmark og hjemme igen. Men – vi sparer op allerede til næste tur. Det kostede kun det halve af turen til NZ – men det har været en fantastisk tur og på en skala fra 1 til 10  siger vi begge 8 - på gensyn USA.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Charlotte | Svar 28.05.2013 00.17

Fantastisk skrevet Marianne.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.06 | 21:49

Sjovt at følge sporene fra sin mors slægt helt tilbage til gør 1668..., hold da op et stort arbejde du har udført, og som vi er mange der kan nyde glæde af, tak

...
06.06 | 19:54

Hvor er det en fantastisk opgave, du har arbejdet med...
Jeg er stor beundrer..😃

...
01.02 | 19:08

Hej Marianne
Nu er jeg kommet til egen matrikel, jeg kigger lige indenfor her.
VH. Birthe Trædholm

...
22.10 | 19:28

Hvor er det en festlig side du har lavet med smukke farver og indlæg. Det er en ren fornøjelse at sidde og læse dine info selvom jeg ikke kender dig.

...
Du kan lide denne side